Hovedgaden 529, 2640 Hedehusene

FLOT RENOVERET VILLA MED EN FANTASTISK HAVE

KVARTERET:
Tæt på Roskilde by midt mellem Trekroner og Vindinge ligger denne meget indbydende villa idyllisk omkranset af træer, nær faciliteter som institutioner, skole, indkøb og offentlige transportmuligheder, så hverdagen for børnefamilien glider let. For pendleren bliver det ikke meget nemmere med under 2 minutter til Holbækmotorvejen og 2 km til tog på både Trekroner og Hedehusene station.

EJENDOMMEN:
Denne flotte og renoverede villa fra 1917 er til jer, der drømmer om et hus ud over det sædvanlige med en parklignende have på den 1.133 kvm. grund der omkranser boligen. Villaen har et yderst idyllisk og klassisk ydre med den pudsede gule facade, de hvide sprossevinduer og det røde tegltag.

Køkken/alrummet er det naturlige samlingspunkt med masser af plads til hverdag og fest. Det er udført i fransk landstil, med store lyse klinker på gulvet, hvidt møblement med massiv træbordplade, stor dobbelt porcelænsvask og matchende armatur. Her er god arbejdsplads og indbydende muligheder for dem som elsker at lave mad: Smeg-komfur med seks gasblus, ekstra stort ovnrum samt et stort køl/fryseskab. Fra køkkenet er der udgang til en kæmpe vestvendt træterrasse, der indbyder til at trække udenfor på en sommerdag. Via franske døre er der adgang til stor lys stue med lyst plankegulv som går igen i det tilstødende værelse. Fra værelset er der adgang til et lækkert og rummeligt badeværelse med brus. I stueplan finder I desuden endnu et badeværelse, udført i samme stil og med badekar og vaskefaciliteter. Endelig er her også et kæmpe bryggers, der dog er registreret som udhus og tilbygget huset senere. Det er placeret i husets gavl, ved carporten, hvor man naturligt vil gå ind i hverdagen. Gæster vil naturligt blive ledt ind via en stor klinkebelagt entre med trappeløb til 1. sal.

1.sal er renoveret og indrettet til beboelse i 2012 og rummer en stor lys repos, med fransk altan og rig mulighed for at indrette arbejdsplads, hyggehjørne m.m. Herfra er der adgang til et værelse samt et depotrum inden man kommer til et kæmpe værelse, som kan indrettes til to. Endelig fuldendes dette plan af endnu et badeværelse, udført i samme stil som de øvrige to. Alle rum fremstår særdeles lyse og charmerende med lyse plankegulve, loft til kip og synlige hanebånd.

Haven er et kapitel for sig med sin parklignende beplantning og den store, vestvendte træterrasse omkranset af lyserøde rosenbuske. Her er der virkelig god grobund for nogle dejlige sommeraftener med god mad og hygge i de mest idylliske omgivelser. Haven har både masser af frugttræer, bærbuske og smukke blomster, og bagerst på grunden finder I et unikt legehus opført i samme farver og stil som villaen. Til boligen hører desuden en stor dobbelt carport med værksted og opbevaringsloft.

Ejendommen er siden 2007 blevet gennemrenoveret og fremstår i dag moderne, men med respekt for den klassiske arkitektur. Der er en rød tråd i boligen med charmerende tapet, højt til loftet som er med stuk flere steder, lyse plankegulve, ensartede badeværelser og materialevalg, sætter prikken over i’et. Her er moderne komfort som gulvvarme og standen er i top – ude som inde. Haven omfavner det hele og understreger den idylliske oplevelse boligen efterlader.

Kom selv og se om det er din drømmebolig !

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.